Anvend mediation – uden omkostninger

Voldgiftsnævnets brugere har nu mulighed for at deltage i et spændende projekt, hvor der gives adgang til at få 20 tvister håndteret gennem mediation ganske gratis. Dette sker for at øge branchens kendskab til mediation og for at opnå og dele gode erfaringer med mediation helt generelt. Den enkelte tvist behandles naturligvis i fortrolighed. Projektet er udarbejdet af Mediationsinstituttet i samarbejde med DI og Dansk Byggeri. Du kan læse mere om projektet her.

Hvis du ønsker at ansøge om at deltage i projektet gennem Voldgiftsnævnet, herunder som led i AB-18, eller fordi parterne ønsker nævnets bistand, vil mediationen foregå i Voldgiftsnævnets regi og følge nævnets Regler for mediation og mægling 2018. Som led i projektet vil en neutral og upartisk mediator blive udvalgt i samarbejde med Mediationsinstituttet, og det vil – som nævnets regler tilsiger – blive sikret, at mediator har solidt kendskab til entreprisesager. Der vil være observatører til stede under mediationen, og man vil efterfølgende blive bedt om at evaluere forløbet.

Projektet dækker udgifter til gebyr, serviceafgift og honorar, men ikke parternes egne omkostninger f.eks. til advokat.

Initiativet er baseret på en for nyligt aftalt ramme for samarbejdsområder mellem Voldgiftsnævnet og Mediationsinstituttet. Der samarbejdes bl.a. om vidensindsamling vedrørende anvendelse af mediation i bygge – og anlægsbranchen, uddannelse og kvalitetssikring af mediatorer og generel udbredelse af viden om mediation i Danmark.

Ønsker du flere oplysninger eller at ansøge om at deltage i projektet, kan der rettes henvendelse til voldgift@voldgift.dk, ligesom vi kan kontaktes på telefonnr. 33 13 37 00.

Mulighed for konfliktløsning ved Voldgiftsnævnet

De mest anvendte muligheder for konfliktløsning ved Voldgiftsnævnet er syn og skøn og voldgift.

Opmærksomheden henledes på, at parterne efter 2018-procesreglerne kan anvende andre muligheder som mediation, mægling og hurtig afgørelse ved en opmand.

Mediation, mægling og hurtig afgørelse kan anvendes, hvis parterne har aftalt AB-18 eller i øvrigt aftaler det – også  efter en kontrakts indgåelse. Mulighederne er meget anvendelige også ved tvister undervejs i byggeriet, de er billigere og kan hurtigt afsluttes, dvs. inden for 1 måned.

Læs nærmere på hjemmesiden under ”Sagstyper”, kontakt Voldgiftsnævnets jurister på tlf. 33 13 37 00 eller skriv til voldgift@voldgift.dk, hvis der ønskes mere information.

Se i øvrigt nyhed om et særligt projekt vedrørende mediation.

11.08.2020