Nye skabeloner

Skønsmænd er forpligtet til at have et overblik over udgifter til syn og skøn og løbende oplyse Voldgiftsnævnet og parterne om evt. afvigelser i forhold til de indbetalte depoter eller tidligere estimater. Dette bør ske snarest muligt og senest i umiddelbar forlængelse af skønsforretningen for at give parterne vished om forventede udgifter til syn og skøn.  Voldgiftsnævnet regulerer i givet fald depotet og sikrer dermed parternes inddragelse og accept af ændringer i forventede omkostninger.

For at lette arbejdet for skønsmændene, skabe mere gennemsigtighed og korrekte beregninger af estimater og afregninger er der udarbejdet skabeloner til formålet. Skabelonerne er at finde under fanebladet “Skabeloner”.

Der foreligger således et større excel-ark, hvor skønsmanden kan holde styr på parter og alle udgifter i sager med mange parter og mange spørgsmål. Der foreligger desuden to mindre skabeloner, herunder i e-mailformat.

Endelig er der to skabeloner for skønsmandens faktura, således at de samme oplysninger indgår i fakturaen sammen med en kort specifikation af tidsforbruget. Det er vigtigt, at udgifter fordeles pr. part, der stiller spørgsmål, og at dette sker i angivelse af beløb inkl. moms og ikke blot som procentvise opgørelser.

Vær opmærksom på, at ordningen adskiller sig fra fremgangsmåden ved de civile domstole, hvor der ikke opkræves depot.

20.05.2019