VBA Portalen indeholder en digital platform, hvor nye sager oprettes, og hvor parter og advokater kan se/downloade/dele alle sagens dokumenter og se overblik over sagens aktører.

Portalen er udviklet for at imødekomme behovet for en nem digital materialehåndtering ved Voldgiftsnævnet.

VBA Portalen er en dokumentportal, ikke et sagsbehandlingssystem.

Voldgiftsnævnet sender fortsat e-mails om sagsbehandlingsskridt til parterne i sagen, og henvendelser ud over processkrifter og skønstemaer mv. til nævnet skal fortsat ske via e-mail. Sager, der er tilgængelige på portalen, eksisterer som udgangspunkt ikke på papir ved Voldgiftsnævnet. Der er dog undtagelser, f.eks. i voldgiftssager, hvor ekstrakt/bilagssamling og materialesamling fortsat også skal indsendes i fysisk form. 

Det har været obligatorisk at anlægge nye sager gennem VBA Portalen siden 1. oktober 2024 – uanset sagstype. Herudover vil alle verserende sager løbende blive gjort tilgængelige på VBA Portalen.  

Man opretter sig som bruger på VBA Portalen ved brug af e-mailadresse og en adgangskode, man selv beslutter.

Vi fortsætter systematisk både forbedring og udvikling af VBA Portalen og hører gerne tilbagemeldinger fra vores brugere.

VBA Portalen for skønsmænd

Begrænset adgang 

På VBA Portalen anvender vi en mappestruktur bestående af i alt ni mapper. Som skønsmand har du begrænset adgang til sagens materiale og kan derfor kun se og uploade indhold i tre af disse mapper. De resterende mapper bruges internt til at samle blandt andet processkrifter, afgørelser samt udkast til skønstemaer og bilag. Der kan gives adgang til flere mapper. 

Indlevering af skønserklæring

Inden du uploader skønserklæringen i VBA Portalen, skal du genbesøge det seneste estimat og sikre dig, at der er indbetalt et tilstrækkeligt depot på sagen til at dække fakturaen for det udførte arbejde. Er du i tvivl, er du altid velkommen til at kontakte os.

Kommunikation

Når der uploades nyt materiale på VBA Portalen, modtager partsrepræsentanterne og Voldgiftsnævnet automatisk besked og kan herefter tilgå portalen for at læse f.eks. erklæringen. Uanset dette vil Voldgiftsnævnet altid sende en e-mail med en anerkendelse, når en skønserklæring er uploadet. Skønsmanden uploader selv estimater og referatet fra skønsforretningen i de relevante mapper (se oversigten nedenfor). Al anden kommunikation mellem skønsmanden og parterne foregår fortsat via e-mail. 

Bemærk – Parterne kan straks se der materiale, der uploades. Hvis du har brug for at drøfte et udkast til skønserklæring med Voldgiftsnævnet mv., skal fremsendelsen i første omgang ske via e-mail.