Voldgiftsnævnet er en privat institution og er ikke omfattet af forvaltningsloven eller offentlighedsloven.
Nævnet er pålagt at behandle sagerne i fortrolighed og kan ikke oplyse, hvilke sager der verserer eller har verseret ved nævnet, medmindre dette allerede er offentligt kendt.
Voldgiftsnævnet forsøger at sikre gennemsigtighed i praksis, således at branchen har mulighed for at gøre sig bekendt med udviklingen. Dette sker gennem offentliggørelse af voldgiftskendelser i annonymiseret form, ligesom der udarbejdes vejledninger og praksisnotater.
Som følge af kravet om fortrolighed vil parterne altid skulle give tilsagn til evt. offentliggørelse af voldgiftskendelser eller procesafgørelser.
Der arbejdes på at øge gennemsigtigheden ved tillige at sikre offentliggørelse af hurtig afgørelser og sagkyndige beslutninger i det omfang, det vurderes relevant, og parterne har givet tilsagn hertil.
Alene i helt særlige tilfælde offentliggører Voldgiftsnævnet selv afgørelser i annonymiseret form, idet vi som udgangspunkt har overladt udgivelsen til professionelle aktører i markedet inden for juridisk informationssøgning.
Nedenfor vises link til de forskellige aktører.
Når der afsiges fuld kendelse vil parterne i langt de fleste sager blive forespurgt, om kendelsen må offentliggøres i anonymiseret form. Hvis der er givet tilsagn, offentliggøres langt de fleste kendelser.
Voldgiftsnævnet samarbejder med Karnov, Djøf og Pandektes, der sikrer offentliggørelse af kendelserne i annonymiseret form.
Karnov offentliggører kendelser i ”Tidsskrift for Bolig- og Byggeret” (T:BB).
Djøf offentliggører kendelser i ”Kendelser om Fast Ejendom” (KfE).
Pandektes offentliggører kendelserne på deres digitale platform for juridisk informationssøgning. Pandektes tilbyder et abonnement til “PandektesByg”, der giver adgang til Voldgiftsnævnets offentliggjorte kendelser og procesregler, AB-reglerne og lovgivning.
Adgang kan købes ved henvendelse til den enkelte udbyder. Det er muligt enten at abonnere særskilt på Voldgiftsnævnets kendelser, eller at vælge et bredere abonnement på en samlet løsning til juridisk informationssøgning.
Læs mere om hvordan du får adgang via links nedenfor.
I alle sagstyper træffes der løbende en række procesafgørelser om forskellige processkridt, for eksempel afgørelser om, hvilke spørgsmål der må stilles i syn og skøn, tvist om rette part eller om begæring om fristudsættelse.
Som udgangspunkt offentliggøres disse afgørelser ikke igennem de juridiske udbydere, medmindre der er tale om helt principelle forhold, og at parterne er enige i offentliggørelsen.
I forhold til procesafgørelse kan der henvises til Voldgiftsnævnets praksisnotater om hhv. syn og skøn og hurtige afgørelser.