Ved behandlingen af en sag om sagkyndig beslutning/beslutning om stillet sikkerhed vil den begærende part ved sagens opstart blive anmodet om at stille sikkerhed for sagens behandling på 40.000 kr. Først efter sikkerhedens indbetaling påbegyndes sagens behandling. Sikkerheden omfatter udgifter til gebyr, serviceafgift til nævnet for at administrere sagen og til den sagkyndiges honorar.
Honoraret og øvrige omkostninger fastsættes af Voldgiftsnævnet efter indstilling fra den sagkyndige. Som udgangspunktet er honoraret til den sagkyndige 25.000 kr. Honoraret fastsættes ud fra, hvad der efter sagens karakter og omfang samt det medgåede tidsforbrug skønnes at være et rimeligt arbejdsvederlag. Der forudsættes anvendt ca. 1arbejdsdag til forberedelse, ca. ½ arbejdsdag til en evt. besigtigelse og 1 arbejdsdag til udfærdigelse af beslutningen.
I tilfælde, hvor sagens omfang eller tidsforbruget ved sagens behandling er under det normale eller forventelige, herunder i forbindelse med forlig, nedsættes det samlede honorar i lyset af bl.a. faktisk tidsforbrug, tidspunktet for et evt. forlig og kompleksiteten af sagen.
I tilfælde, hvor sagens omfang eller tidsforbruget ved sagens behandling overstiger det normale eller forventelige, herunder som følge af tidsforbruget ved besigtigelse eller et omfattende sagskompleks med mange sagsakter, kan honoraret forhøjes.
Den sagkyndige skal løbende påse, at der er tilstrækkelig sikkerhed til dækning af dennes honorar og gøre nævnet og parterne opmærksom på behov for evt. yderligere honorar.
Måtte der i forløbet blive behov, opkræves således yderligere depot.
Den sagkyndige træffer beslutning om, hvem der skal betale udgifterne, herunder honoraret. Parterne hæfter solidarisk, hvis beløbet måtte overstige den stillede sikkerhed. Hver part afholder egne udgifter til en eventuel advokat eller anden rådgiver.
Sagerne benævnes som G-sager.