Månedsarkiv: november 2020

Nyt om hurtige afgørelser

Der er siden den 1. januar 2019 anlagt 19 sager om hurtig afgørelse efter AB-18. Også kaldet opmandsafgørelser.

De sager, der er afsluttet med en afgørelse, er gennemført hurtigt, dvs. inden for 6-7 uger.

Der er stor generel interesse for denne nye sagstype, hvorfor nævnet har udarbejdet et praksisnotat vedr. de mere processuelle spørgsmål i sagerne. Notatet vil løbende blive opdateret, ligesom der fra nævnets side arbejdes på en generel vejledning om hurtige afgørelser.

De hurtige afgørelser offentliggøres som udgangspunkt ikke i anonymiseret form, da de ofte vil være meget konkrete og kortfattede i deres indhold.

Læs Voldgiftsnævnets praksisnotat nedenfor.

Praksisnotat vedr. hurtig afgørelse ved Voldgiftsnævnet

18.11.2020

Øget fokus på kvalitet i syn og skøn

Det er afgørende, at skønsmænd ved Voldgiftsnævnet er kompetente, har stor faglig indsigt og erfaring. De skal desuden agere professionelt under den helt særlige ramme, der gælder for en skønsmands arbejde. 

Derfor er der igangsat et nyt projekt med fokus på skønsmændenes arbejde.  

Dette sker både for at evaluere hele processen, at få faktuel og opdateret viden om de forhold, som skønsmændene arbejder under og for dermed bedre at kunne understøtte rammen fra nævnets side. 

Projekt om øget fokus på kvalitet i syn og skøn

12.11.2020

Ændringer ved møder i Voldgiftsnævnet

Det er nu muligt at gennemføre møder med flere end 10 mødedeltagere ved Voldgiftsnævnet.

Voldgiftsnævnet har netop opnået en afklaring af fortolkningen af forsamlingsbekendtgørelsen, der betyder, at Voldgiftsnævnets møder findes at være at sidestille med møder ved domstolene.

Det betyder, at bekendtgørelsen og dermed forsamlingsforbuddet på 10 personer ikke gælder for nævnet. Dette gælder ved møder på Vesterbrogade, møder afholdt på eksterne faciliteter, f.eks. hoteller og konferencecentre, og ved skønsforretninger mv. Der opfordres dog fortsat til at begrænse antallet af deltagere.

Øvrige regler og retningslinjer i relation til COVID-19 ad afstandskrav m.m. vil naturligvis fortsat blive overholdt.

Læs nærmere i notatet nedenfor om Voldgiftsnævnets håndtering af fysiske møder i perioden med COVID-19 som revideret dags dato.

Notat om håndtering af møder under COVID-19 opdateret 4.11.2020

04.11.2020