Kategoriarkiv: Nyheder

Informations- og dialogmøder 2023

Som et af nævnets tiltag for at sikre, at Voldgiftsnævnets skønsmænd er bedst muligt klædt på til opgaverne, afholdes hvert år flere arrangementer for både nye- og erfarne skønsmænd.

I 2023 afholdes møderne som heldagsarrangementer, hvor der om formiddagen afholdes et informationsmøde, som henvender sig primært til nye skønsmænd, og om eftermiddagen et dialogmøde, hvor både nye og erfarne skønsmænd kan udveksle erfaringer fra arbejdet som skønsmand og opbygge netværk. I 2023 afholdes 3 møder i alt, i henholdsvis København, Jylland og på Fyn. Datoerne er følgende: 23. marts, 11. maj og 26. oktober. Tilmelding foretages via hjemmesiden.

13.12.2022

Ændrede priser ved Voldgiftsnævnet

Voldgiftsnævnets gebyrer, afgifter og tillæg stiger pr. 1. september 2022.

Gebyret for sagernes opstart øges fra 3.000 kr. til 4.000 kr. Serviceafgiften, der udgør betalingen for sekretariatets løbende arbejde, stiger for alle sagstyper mellem 2.000 – 3.000 kr.

Der indføres tillige et tillæg for hastesager og for visse større afgørelser truffet af sekretariatet.

F.eks. vil et syn og skøn uden tillægsydelser koste 11.000 kr. mod de tidligere 10.000 kr. Udgiften til sager om hurtig afgørelse og sagkyndig beslutning stiger ligeledes til 11.000 kr. B-sagerne (forslag til skønsmænd mfl.) øges fra de nuværende 2.500 kr. til 3.000 kr.

Ændringer er blandt andet begrundet i et øget ressourcetræk på sagerne.

Der kan læses mere i vedhæftede nyhed og vejledning mv.   

16.08.2022

Møde i kontaktudvalget

Referat af årets møde i kontaktudvalget mellem Voldgiftsnævnet og Danske Advokater kan nu læses nedenfor.

På mødet blev et øget konfliktniveau i sagerne drøftet, idet foreløbige tal fra nævnet indikerer, at der er  sket en stigning i antallet af afgørelser, herunder om syn og skøn fra 45 afgørelser i 2018 til over 200 afgørelser i 2021. Det blev drøftet, at dette både kan være begrundet i, at sagerne er blevet større og mere komplekse, men også i en skærpet kommunikation mellem advokater og i forhold til nævnet. Det blev indskærpet, at klager over afgørelser skal ske på skrift med kopi til sagens øvrige parter og ikke som telefonopkald eller e-mails kun til medarbejderne i sekretariatet.

Nævnet oplyste om behandlingen af hastesager og en række udfordringer i forbindelse med haste syn og skøn og stadeforretninger. Der blev opfordret til at kalde opgaven ved rette navn og henvist til reglerne om at adskille stadeopgørelsen fra syn og skøn, dvs. medsendelse af et egentligt skønstema, hvis der er spørgsmål vedr. mangler.  Skønsmænd fra nævnet kan ikke anvendes til at foretage løbende generelle registreringer af det byggede eller generel mangelsgennemgang.

Der blev desuden drøftet muligheden for udnævnelse af voldgiftsdommere, der ikke er fra dommerkollegiet, f.eks. professorer og advokater, der dog forventes begrænset til særlige tilfælde. Også grunde til at sagerne trækker ud, herunder ved adcitation og syn og skøn, og nævnets tiltag i forhold tidsstyring i sagerne, blev drøftet.

19.07.2022

Nye tal fra VBA

Ny statistik for 2021 er nu tilgængelig. Der ses i 2021 et øget brug af AB-18 og nævnets nye procesregler fra 2018. Mægling, mediation og forenklet voldgift, begynder således at vinde indpas, og antallet af disse sager er steget i 2021. Der er sket et fald i nye voldgiftssager, der dog har ændret karakter de senere år med højere økonomisk værdi og dermed større kompleksitet. For eksempel var 26 % af de verserende sagerne i 2021 over 10 mio. kr. i sagsgenstand, men det i 2014 var 10 % af sagerne. I 2021 var den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for voldgiftssager 19 måneder for sager afsluttet med en afgørelse, dog 15 måneder for sager uden syn og skøn og 26 måneder for sager med syn og skøn iværksat under voldgiftssagen. Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for sager om syn og skøn (A-sager) var 8 måneder for den første erklæring (1. afregning), og samlet 10 måneder ved første tillægserklæring (2. afregning). Til sammenligning var de tilsvarende tal i 2018 på hhv. 6 og 7 måneder. Voldgiftsnævnet oplever ligeledes en højere grad af kompleksitet i skønssagerne med flere og mere komplekse spørgsmål til følge, ligesom der hyppigt er tvist mellem parterne om skønsmandens profil, spørgsmål og bilag mv. Tallene for 2021 formodes delvist påvirket af situationen COVID-19. Læs mere under fanebladet ”Statistik” og se oversigten nedenfor. 

20.04.2022

Voldgiftsnævnets bestyrelse

Voldgiftsnævnets bestyrelse består af 13 medlemmer med solid erfaring fra de forskellige dele af bygge-og anlægsbranchen. Voldgiftsnævnets formand, kontorchef Anette Gothard Mikkelsen, Bygningsstyrelsen, er udpeget af den tidligere Trafik-, Bygge-, og Boligstyrelse. Anette Gothard Mikkelsen har i hele sin karriere arbejdet med entrepriseretten, herunder også som advokat.

Anette Gothard Mikkelsen udtaler:

”Voldgiftsnævnets bestyrelse har på sit seneste møde valgt arkitekt MAA Kim Christiansen som næstformand. Kim Christiansen er udpeget af Danske Ark og har gennem sit mangeårige virke som arkitekt, skønsmand og faglig dommer mv. et godt indblik i branchens virkelighed og vil uden tvivl komme til at bidrage positivt i bestyrelsens ledelse. Voldgiftsnævnets bestyrelse er generelt kendetegnet ved medlemmer med et meget stort og aktuelt engagement i branchen. Bestyrelsen arbejder for at sikre de bedst mulige rammer for det arbejde, der udføres i Voldgiftsnævnet, herunder at bistå parterne med de tvister, de ikke selv kan løse.”

De øvrige bestyrelsesmedlemmers navne og kontaktoplysninger mv. findes på nævnets hjemmeside under fanebladet ”Organisation”, ”Voldgiftsnævnets bestyrelse”.

Sekretariatet består af 27 medarbejdere. Navne og kontaktoplysninger findes også på hjemmesiden under fanebladet ”Organisation”. ”Sekretariatet”.

07.12.2021

Ny dom fra Højesteret om syn og skøn

Højesteret har den 1. oktober 2021 afsagt en dom, hvor det er slået fast, at syn og skøn, der udmeldes af Voldgiftsnævnet, ikke er omfattet af voldgiftsloven. Sagen vedrørte syn og skøn i en såkaldt A-sag.

Dommen kan læses på Højesterets hjemmeside.

De afgørelser, som Voldgiftsnævnet træffer i sager om syn og skøn, kan således ikke indbringes for de civile domstole efter voldgiftsloven, hvilket tilsvarende gælder, når der efter parternes ønske er udmeldt en dommer til at træffe afgørelsen på vegne af Voldgiftsnævnet. Dommen betyder bl.a., at Voldgiftsnævnet kan fortsætte sin forvaltning af sager om syn og skøn som hidtil. Måtte en part f.eks. være uenig i en afgørelse fra Voldgiftsnævnet om, at en skønsmand findes faglig kompetent og habil, vil dette også som hidtil kunne gøres gældende under en evt. efterfølgende voldgiftssag.

05.10.2021

Ændrede evalueringer

Voldgiftsnævnets evalueringsskema er ændret og begrænset til nogle få, men vigtige spørgsmål. Vi håber, det vil højne besvarelsesprocenten. Skemaet, der modtages med e-mail ved sagens afslutning, kan fremover som udgangspunkt besvares på ganske få minutter.

I mere end et år er Voldgiftsnævnet efter afslutning af sagerne blevet evalueret på en skala fra 1-5, hvor den generelle tilfredshed med Voldgiftsnævnet er mellem 4,1 – 4,4 i sager om syn og skøn, voldgift og sagkyndig beslutning (A-, C-, og G- sager). Der er bl.a. målt på tilfredsheden med nævnets sagsbehandlingstid, herunder ved sagsoprettelsen, den løbende fristhåndtering, berammelsesfasen og arbejdet med økonomistyring. Den generelle tendens er, at langt de fleste enten er meget tilfredse eller tilfredse, mens mellem 7-9 %  er meget utilfredse eller utilfredse.

I voldgiftssagerne ligger tilfredsheden med voldgiftsretternes håndtering af sagerne på 4,5. I sager om syn og skøn er tilfredsheden med skønsmændenes arbejde og kvalifikationer på henholdsvis 4,2 og 4,3. Tilfredsheden med de sagkyndiges arbejde og kvalifikationer er på hhv. 4,1 og 4,3.

Øvrige sagstyper, herunder mediation og mægling, har en så lav svarprocent, at der ikke er grundlag for at udlede generelle tendenser.

Voldgiftsnævnet følger op på evalueringerne generelt og anvender svarene til brug for kvalitetssikring, idet evalueringerne bl.a. kan indgå som led i egentlige klagesager og tiltag til forbedringer.

Voldgiftsnævnets direktør Lene Ahlmann-Ohlsen udtaler: ”Vi er glade for de mange svar og nyttige bemærkninger, der er kommet. Der synes overordnet set at være tilfredshed med nævnets arbejde og kvaliteten af det arbejde, som f.eks. skønsmændene udfører. Vi er opmærksomme på, at der trods det fine niveau i evalueringerne stadig er et lille stykke vej – fra godt 4 til 5 – dvs. til fuld tilfredshed fra alle brugere, og at der i nogle sager ikke er svaret. Derfor fortsætter vi det igangsatte arbejde med at udbygge kvaliteten af nævnets arbejde, hvilket sker gennem øgede krav til uddannelse og erfaring, dialog, vejledning og opfølgning på situationer, der kunne og burde have været håndteret mere professionelt. Omvendt har vi også blik for, at sagerne ved nævnet kan være meget konfliktfyldte og komplicerede, hvorfor vi ved, at de mange fagfolk og dommere, vi trækker på i det daglige, generelt er virkelig dygtige og udfører et vanskeligt og professionelt stykke arbejde for bygge- og anlægsbranchen. En generel tilfredshed i den høje ende af skalaen må siges at bestyrke dette.

08.06.2021

Ny prispolitik ved Voldgiftsnævnet

Der indføres pr. 1. april 2021 nye og mere ensartede priser for gebyrer, afgifter og honorarer på tværs af sagstype og uanset aftalegrundlag.

Det er Voldgiftsnævnets ønske – hvor muligt – at skabe en reduktion i priserne. Evt. prisreduktion gælder for alle sager uanset tidspunktet for sagens anlæg.

I voldgiftssagerne nedsættes gebyret til 3.000 kr., og der gives nu mulighed for prisreduktion i alle forligte voldgiftssager og ikke alene i de helt store sager. Hertil kommer, at den samlede honorarpulje nedsættes med op til 20 % i de større voldgiftssager.

Honorarer søges i vidt omfang samordnet med mere faste takster i de mindre enedommersager, opmandssager, mediations- og mæglingssager. Taksterne er et udgangspunkt og kan nedsættes eller forøges, hvis sagens karakter og varighed tilsiger det, jf. kriterierne i vejledningen om honorarer.

Prisen for lokaleleje i Voldgiftsnævnet nedsættes.

Læs mere om den nye prispolitik i det korte resume nedenfor og i vejledningerne. Vejledningerne sammenfatter og erstatter tidligere vejledninger.
Nyhed om ny prispolitik ved Voldgiftsnævnet
Vejledning for beregning af gebyr og serviceafgift mv. april 2021
Vejledning for beregning af honorar alle sagstyper april 2021
Skema over gebyr afgift og tillæg april 2021

17.03.2021

Statut 2020

Voldgiftsnævnets bestyrelse har vedtaget en ny statut (Statut 2020), der træder i kraft den 1. februar 2021. Statutten er tiltrådt af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen.

Ændringerne er bl.a. sket i lyset af AB-18 og vedrører primært sammensætningen af Voldgiftsnævnets bestyrelse, der i højere grad afspejler sammensætningen af AB-udvalget. TEKNIQ Arbejdsgiverne og KL/Danske Regioner (delt plads) får dermed sæde i bestyrelsen, ligesom der er taget højde for Dansk Byggeris fusion med DI. Der er desuden sket en ændring i udpegningsprocessen for bestyrelsesmedlemmer og en justering af formandens valgperiode, jf. nærmere § 3.

Der er foretaget en række øvrige justeringer, herunder en præcisering af Voldgiftsnævnets navn og kaldenavne i § 1 og tilføjelser til §§ 5 og 6.

Statut 2020 kan læses nedenfor.

Voldgiftsnævnets statut 2020

27.01.2021

Nyt om hurtige afgørelser

Der er siden den 1. januar 2019 anlagt 19 sager om hurtig afgørelse efter AB-18. Også kaldet opmandsafgørelser.

De sager, der er afsluttet med en afgørelse, er gennemført hurtigt, dvs. inden for 6-7 uger.

Der er stor generel interesse for denne nye sagstype, hvorfor nævnet har udarbejdet et praksisnotat vedr. de mere processuelle spørgsmål i sagerne. Notatet vil løbende blive opdateret, ligesom der fra nævnets side arbejdes på en generel vejledning om hurtige afgørelser.

De hurtige afgørelser offentliggøres som udgangspunkt ikke i anonymiseret form, da de ofte vil være meget konkrete og kortfattede i deres indhold.

Læs Voldgiftsnævnets praksisnotat nedenfor.

Praksisnotat vedr. hurtig afgørelse ved Voldgiftsnævnet

18.11.2020